For nylig blev jeg ringet op og interviewet til Ekstrabladet af Jonas Skov om omskæring og traditionel medicin i Sydafrika og Lesotho. Desværre viste det sig, at avisens interesse mest handlede om den spektakulære anklage mod en dansker i Sydafrika for mordet på hans kone og opbevaringen af afskårne kønsdele i hans fryser og mindre om den sydafrikanske befolknings problemer.
Noter til interview.
Det officielle Sydafrikas tolerance overfor traditionel medicin er bare ét eksempel på de kompromiser som det moderne Sydafrika hviler på. Under apartheidstyret blev der skabt og opmuntret en række mere eller mindre kunstige etniske identiteter, hvor man opmuntrede det tilbageblevne for at bremse sortes uddannelsesniveau og for at skabe splittelse mellem oprindelige befolkningsgrupper via del og hersk politikker. Efter 1990 kom en hel del af eliten i det nye Sydafrika hjem fra en moderne eksiltilværelse i Vesten eller Østeuropa, hvor de havde fået universitetsuddannelser. Det har været med til at skabe nye skillelinjer. Man kan heller ikke se bort fra, at der kan ligge en ubevidst form for opposition i at fastholde det traditionelle. Mange fattige sorte i townshipområderne har svært ved at identificere sig med regeringens politikker, der intet har at gøre med deres virkelighed og de forsøger at skabe deres egen verden. Samtidig har Mbeki og Zumas koncept om afrikansk renæssance faktisk opmuntret til sort nationalisme for at bortlede opmærksomheden fra den sociale ulighed.
Omkring den konkrete problematik er det dog mit indtryk, at kvindelig omskæring ikke er noget meget stort problem i Sydafrika. Ifølge internationale opgørelser, så er Sydafrika ikke registreret som et sted hvor kvindelig omskæring finder sted for nogen betydelig procentdel af befolkningen. I lande som Sudan og Somalia er det jo 80% måske eller mere af kvinderne som bliver omskåret. I Sydafrika er det formodentlig under et par procent, men ingen ved det med sikkerhed.
Mandlig omskæring er der derimod en vis tradition for i Sydafrika. Årligt omskæres mindst 30.000 drenge i Sydafrika i forbindelse med manddomsritualer. Og hvert år dør formentlig flere hundrede unge drenge som følge af omskæringsritualer på grund af dårlig hygiejne under operationen. Der stadigt er en del, der ser det som vigtigt ved overgangen fra ungdom til manddom. Det finder sted både i landområderne og i townships. Det betragtes som et nødvendigt manddomsritual bl.a. hos Xhosa-stammen som Nelson Mandela tilhørte. Mandela beskrev selv i sin erindringsbog, Vejen til frihed, smerten ved indgrebet som ”en ild, der skød gennem mine årer”. Men det er jo ikke blevet set som noget stort problem Indtil for nylig og på verdensplan er det jo næsten hver tredje mand, der er omskåret.
På trods af stor usikkerhed og mørketal, så er der næppe tvivl om, at der finder kvindelig omskæring sted i et vist omfang i dele af kwazulu-Natal, Western Cape, Mpumalanga, dele af Eastern Cape, i Northern Province i Sydafrika, og uden for selve Sydafrika i Lesotho og i Swaziland. F.eks. blandt vendaerne i Limpopo-provinsen nær ved grænsen til Zimbabwe i det tidligere homeland Venda praktiseres Female Genital Mutilation (FGM) et vist omfang. Pigerne bliver anbragt i en hytte til formålet en såkaldt “nonyana” i 24 timer, hvorefter de bliver taget ned til flodbredden, hvor en ældre kvinde udfører indgrebet. Til sidst bliver pigen brændemærket på låret som tegn på, at hun har gennemgået ritualet. Blandt vendaerne praktiseres også en anden form for kvindelig omskæring. Otte uger eller mindre efter at hun har født, gennemgår en venda-kvinde en traditionel ceremoni kaldet muthuso. Muthuso er en proces hvor en traditionel healer skærer noget af moderens vaginale dele. Den afskårne del blandes med krudt og olie og påføres på barnets hoved for at forhindre en formodentligt indbildt sygdom hos barnet kaldet ”goni”, angiveligt en hævelse på bagsiden af et barns hoved.
Kvindelig omskæring i Lesotho er ikke noget udbredt fællestræk, men findes også blandt “born-again” kristne og nogle katolikker og nyligt introducerede til kristendommen. Den religiøse begrundelse er at kontrollere kvinders seksuelle lyst. Åbenlyst dobbeltmoralsk, fordi de samme begrænsninger af seksualitet ikke eksisterer for mænd. I Lesotho er der et udtryk for en uomskåret pige, ”lethisa” hvilket betyder noget i retning af ”de ikke-gode”. Nogle landsbyer i Lesotho udøver en form for klitoridektomi. Selvom den lokale leder oftest forbyder kvindelige omskæringer i landsbyen, vil en del gennemføre det i det skjulte.
Men den største del af kvindelig omskæring i Sydafrika finder formodentlig et sted blandt migranter. Der er jo adskillige millioner indvandrere fra andre dele af Afrika som præger områder i Sydafrika. Blandt andet kommer nogle fra Sydsudan og blandt dem er kvindelig omskæring formentlig ret udbredt. Der findes forskellige former for kvindelig omskæring og så vidt jeg har forstået, så er det den mildeste form med det mindste indgreb der er den mest almindelige blandt sydafrikanere.
Myten er at det afhjælper barnløshed. Det skal også bremse sex før ægteskabet og dermed forbedre chancerne for at finde en god partner, men det er næppe den vigtigste grund i Sydafrika. I Sydafrika bliver indgrebet oftest udført på skolepiger, mens det i andre afrikanske lande har andre former, for eksempel kan det ske kort efter fødslen eller det kan ske for moderen kort efter at hun har født.
Der er næppe tvivl om, at der er et ret omfattende marked i Sydafrika for traditionel medicin og healing. Ikke bare ude på landet, men også i townshipområderne. Jeg har selv besøgt townships, hvor man f.eks. solgte dele af bavianskeletter som traditionel medicin. Hvad der bliver solgt under disken er det jo umuligt at sige noget præcist om. Visse steder har traditionelle healere stadig en prestigefyldt position i nogens øjne.
F.eks. i 2011 blev der er offentliggjort politirapporter om en kriminalitetsform kaldet “muti murders”, altså rituelle drab, hvor mennesker bliver dræbt, for at man kan sælge deres kropsdele. Nogle mennesker tror stadig på, at det har en overnaturlig, helende virkning. En politioberst, Leonard Hlathi, afslørede blandt andet at kropsdele blev solgt fra hospitaler, så de behøver altså ikke nødvendigvis at komme fra folk, der er blevet myrdet eller lemlæstet, men politiet finder også med jævne mellemrum myrdede personer, som har fået fjernet kropsdele.
Det er ikke noget som pressen i det moderne Sydafrika føler særlig meget trang til at skrive om, men politiet oplyste, at der alene i 2001 blev beslaglagt menneskelige kropsdele i over 2.500 tilfælde.
Hvorfor finder det sted? For det første, er der altså nogen, der tjener penge på handlen og i et samfund, hvor halvdelen af befolkningen lever i dyb fattigdom, der må man jo klare sig som man bedst kan. Traditionelle ledere, og politikere der bruger dem, kan desuden have en mulighed for at bevare deres magtbase ved at fastholde sådanne ritualer. Under apartheid blev mange irrationelle, etniske traditioner faktisk opmuntret for at svække enheden i den moderne, nationale apartheid modstand. Desværre føler mange fattige sorte, at de er sat udenfor udviklingen også i det moderne Sydafrika, og Jeg vil faktisk ikke udelukke at lokale myndigheder i det nye Sydafrika kunne have interesse i at opmuntre etnisk adfærd for at undgå en mere politisk bevidst oppositionel organisering. Altså fordi de foretrækker traditionel og religiøs mobilisering fremfor politisk.
Sidste år udtalte præsidenten for South African Traditional Healer’s Association, at de traditionelle healere burde stoppe med at bruge kropsdele. Som han sagde det: “Vi er kaldede til at helbrede folk ikke til at dæbe dem”. Og som han i øvrigt også sagde: ”Vi må holde op med at fortælle vores patienter, at de kun kan blive helbredt, hvis de har sex med os”. Han opfordrede også de traditionelle helbredere til at holde op med at tilbyde muti til kriminelle, fordi det skulle kunne hjælpe dem ud af fængslet eller hjælpe dem til at få held med nye forbrydelser.
Det nye Sydafrika har altså stadig mørke sider, og lige som tilfældet var i sin tid med AIDS problemet, så er regeringen ikke er meget for at se problemet i øjnene. Der er tale om en ekstrem form for diskrimination af kvinder og den sydafrikanske forfatning nævner jo specifikt at landet skal være ikke-sexistisk.
Verdenssundhedsorganisationen WHO registrerer ikke Sydafrika som et land, hvor FGM praktiseres. I 2005 forelagde den sydafrikanske South African Girl Child Alliance (SAGCA) en rapport til parlamentets socialudvalg, der påstod at FGM ikke blev praktiseret i Sydafrika.
Paragraf 30 og 31 i den sydafrikanske forfatning fra 1996 giver ret til at praktisere oprindelige kulturer, men det skal ske i overensstemmelse med forfatningen. Forfatningens § 211 anerkender eksistensen af traditionelle kulturinstitutioner, der dog skal overholde forfatningen. Sydafrika Har vedtaget subsidiær lovgivning for at imødegå FGM. Lov om fremme af ligebehandling og forebyggelse af ulovlig diskrimination (Equality Act) bekæmper diskrimination på grund af køn og kultur, herunder FGM. I henhold til § 12, stk. 2, litra a), forbyder Børneloven udtrykkeligt kønslig lemlæstelse eller omskæring af pigebørn, mens ligestillingsloven kun mere uklart forbyder forskelsbehandling på grundlag af FGM. Den sydafrikanske regering har taget visse initiativer til bekæmpelse af FGM, f.eks. forsknings-workshops i samarbejde med de offentlige myndigheder inden for sundhed, kultur og uddannelse. Der er ingen anerkendelse fra regeringen af, at FGM findes i Sydafrika. De fleste oplysninger omkring FGM i Sydafrika er baseret på forskning fra enkeltpersoner eller internationale organisationer.
