Om arbejdsforholdene på Det Kongelige Biblioteks forskningslæsesal

Til de der bestemmer over kulturen.

Mange vil sikkert afskrive nedenstående som værende tilbageskuende gammelmandsbrok, men min akkumulerede utilfredshed over arbejdsforholdene på Det Kongelige Bibliotek, Læsesal Vest, trænger til at blive luftet. Jeg har nok brugt gennemsnitligt en dag om ugen på Det Kongelige Biblioteks læsesal hen over de sidste 30 år (fraset nogle år, hvor jeg arbejdede som forsker i Uppsala). Efter ombygningen og sammenlægningen af KBs Læsesal Vest med Rigsarkivets læsesal er arbejdsforholdene blevet kraftigt forringet, således at uforstyrret forskning nu er vanskeliggjort de fleste af ugens dage. Det skyldes bl.a. en konstant bevægelse gennem lokalet af folk der frekventerer RAs vejledning. Frit valg af bord/plads er blevet forbudt og hvis man bliver tvangsplaceret i nærheden af RAs glasaflukke, får man ufrivilligt alle vejledningsseancerne med sammen med snakker mellem håbefulde slægtsforskere og andet godtfolk, der har trukket et nummer og venter på deres tur. Hvis man til gengæld placeres i nærheden af indgangen forstyrres man ofte af diskussioner omkring ind- og udgående rigoristiske visitationer, fordi gamle læsesalsbrugere ikke forstår, hvorfor de ikke længere uhindret kan medbringe deres egne manuskripter, notater og skriveredskaber (og formodentlig ville det alligevel kræve en stripsearch at afsløre eventuelt akttyveri). Vogne med arkivalier rulles gennem lokalet og blokerer de snævre passager mellem bordrækkerne, så man er nødt til at gå hele vejen rundt om bordsammenhængene resulterende i uro. Eftersom bordrækkerne er blevet drejet, er udsigten nu lige ind i RAs vejledningsbur i stedet for, som før, ud over havnen og givet vejledernes fremtrædelsesformer er det ikke ubetinget et fremskridt. Kameraer blitzer og klikker konstant og hvor den gamle RA-læsesal var delvist rumopdelt (om end stengulvet i Proviantgården resulterede i en særlig ”trommeeffekt”, der mindede lidt om lydbilledet på Københavns Hovedbanegård) er alle nu tvangsindlagt til at følge med. Der er forøget støj fra bog- og arkivalieudleveringen, inklusiv håndtering af store pakker og arkivkasser, samt bladren i store formater og vejledning ved bordene. Det er paradoksalt, at der de fleste dage er mere støj på forskningslæsesalen, hvor muligheden for fordybelse må formodes at være i højsædet, end der er på Læsesal Øst og Gammel Læsesal, hvor gevandter, bagage og alle mulige private ejendele og nydelsesmidler må medbringes af håbefulde førsteårsstuderende fra medicin og jura. På forskningssalen har det tilsyneladende ikke været anset som et problem at holde coronaafstand – eller støjafstand. Alle borde bliver ofte fyldt fra den ene ende af, selv om den anden ende af salen er tom og samtidig er det forbudt brugerne at flytte til en plads med bedre afstand. Ansvarsfralæggende har man udliciteret indgangskontrollen til et privat vagtfirma uden forståelse for forskning. Stavnsbundet til sin plads må man tie og lide.

Der er ingen tvivl om, at sammenlægningen med RA har resulteret i en forringelse af arbejdsforholdene for biblioteksbrugerne. Jeg kan konstatere, at en del forskere, der har brugt læsesalen næsten hver dag og i endnu flere år end jeg, simpelthen er forsvundet fra stedet, hvor de før fandt et godt arbejdsmiljø. Vi snakker her om en hel del velestimerede emeritusser og bogskrivere, der er forsvundet sammen med et par særlinge og evighedsstudenter. De kan ikke udholde det nye restriktive regimente. Når man snakker med folk fra RA lyder rationalet: ”Jamen, så er en del af formålet jo opfyldt!” Åbenbart fordi læsesalen angiveligt blev brugt for lidt. Nu er den så blevet kannibaliseret og en selvopfyldende profeti er gået i opfyldelse. Ingen humanister bruger længere læsesalen, fordi det er et rart sted at forske. Allerede afskaffelsen af muligheden for at have sit indlånsmateriale stående sammen med det klausulerede på læsesalen, forkortelsen af tiden for skabslån, begrænsningen i at medbringe egne materialer til brug sammen med det klausulerede, samt afskaffelsen af faste pladser og aflukker fik de specialestuderende til at flygte fra læsesalen. Om mandagen og i weekenden er det i dog højere grad muligt at bedrive seriøs forskning, da RA-vejledningen da er lukket og der derfor er færre arkivnovicer.

Jeg forestiller mig, at forringelsen skyldes et ledelsesbehov for synliggørelse, ligeså meget som årsager knyttet til sikkerhed, rationalisering og økonomi. Hvis man ikke ses som forandringsemsig, så eksisterer man jo ikke i bevillingshavernes øjne. ”Folkeliggørelsen”, eller rettere sagt Tivoliseringen, af institutioner som KB eskaleres. En uventet sidegevinst under coronakrisen har været, at man ikke, som ellers, hver og hver anden dag er blevet forstyrret af kraftfulde højtalere i forbindelse med ”events” i forhallen. Flere dage før og efter forestillingerne render teknikere rundt og opstiller og nedpiller projektører og andet udstyr cirka halvanden meter fra læsesalens panoramavinduer, men hvis man bare sætter en seddel op dagen før, så anses det for helt i orden at ødelægge forskerbrugernes arbejdsdag. En anden coronarelateret fordel har været de udeblevne turister, der dog snart må forventes tilbage. Hvor stor forståelse jeg end har for, at Diamanten scorer kassen på dem, så har det været dejligt ikke at skulle fungere som udstillingsgenstand for måbende turister, der overbeglor en, mens deres håbefulde afkom trykker fedtkinderne mod akvarieglasset.

Jeg er antiapartheidhistoriker, men selv jeg må erkende, at amatørslægtsforskere er artsforskellige fra egentlige forfatterforskere og at de bør adskilles, hvis forskerlæsesalen igen skal blive attraktiv for biblioteksbrugere. Der må givetvis findes andre, mindre lokaler på Den Sorte Diamant, som vil kunne gøres anvendelige for brugere af biblioteksklausuleret materiale. Desværre er mit indtryk af kulturbureaukratiet, at det aldrig tager fejl (ikke engang, når det gælder indkøbet af håbløse, nøgleløse skabslåse, der kræver utallige vagtmandetimer at servicere, fordi vi klumpfingrede brugere bringer dem i baglås og skal vente et kvarter på at vagten låser op) og i betragtning af, at det tog fem år at få sat en ny dørpumpe op på herretoilettet under den gamle læsesal, er det næppe sandsynligt, at ændringer vil indtræffe indenfor snarlig fremtid. På toiletterne er papiret i øvrigt nedsparet til en standard, der hos nogle af os vækker smertefulde erindringer fra den sørgeligt hedengangne Tyske Demokratiske Republik. At biblioteksoverseerne, selv efter at have spenderet mange penge på at gøre dele af biblioteket dårligere for brugerne, på et tidspunkt vil se lyset, kan man kun håbe på.

En relateret problematik er selvfølgelig kantine- og kaffemaskineforholdene, der er blevet gradvist forringet. Før i tiden var personalekantinen velbesøgt af læsesalsbrugere efter kl. 13, nu gider kun få bruge den. Endnu en selvskabt ”rationaliseringsgevinst”. Og som om, det ikke var nok at bortspare den fritstående kaffemaskine, der gav adgang til billigt fluidum, har ledelsen nu følt sig tvunget til yderligere at understøtte Café Øjeblikkets profitabilitet, ved med flyveblade at bortskræmme fattigfolk, der sidder ved bordene i underetagen med deres egen termokande. Gamle dage var objektivt bedre. Dengang, da der stod to midaldrende damer ved den gamle indgang og smurte håndmadder til os – men det er en anden historie, som formodentlig vil være endnu mere uforståelig for New Public Management udøvere.

Mvh.
Hans Erik Stolten

I hvilket omfang bør man tolerere genopfindelse og rekonstruktion af arkaiske, oprindelige traditioner?

For nylig blev jeg ringet op og interviewet til Ekstrabladet af Jonas Skov om omskæring og traditionel medicin i Sydafrika og Lesotho. Desværre viste det sig, at avisens interesse mest handlede om den spektakulære anklage mod en dansker i Sydafrika for mordet på hans kone og opbevaringen af afskårne kønsdele i hans fryser og mindre om den sydafrikanske befolknings problemer.

Noter til interview.

Det officielle Sydafrikas tolerance overfor traditionel medicin er bare ét eksempel på de kompromiser som det moderne Sydafrika hviler på. Under apartheidstyret blev der skabt og opmuntret en række mere eller mindre kunstige etniske identiteter, hvor man opmuntrede det tilbageblevne for at bremse sortes uddannelsesniveau og for at skabe splittelse mellem oprindelige befolkningsgrupper via del og hersk politikker. Efter 1990 kom en hel del af eliten i det nye Sydafrika hjem fra en moderne eksiltilværelse i Vesten eller Østeuropa, hvor de havde fået universitetsuddannelser. Det har været med til at skabe nye skillelinjer. Man kan heller ikke se bort fra, at der kan ligge en ubevidst form for opposition i at fastholde det traditionelle. Mange fattige sorte i townshipområderne har svært ved at identificere sig med regeringens politikker, der intet har at gøre med deres virkelighed og de forsøger at skabe deres egen verden. Samtidig har Mbeki og Zumas koncept om afrikansk renæssance faktisk opmuntret til sort nationalisme for at bortlede opmærksomheden fra den sociale ulighed.

Omkring den konkrete problematik er det dog mit indtryk, at kvindelig omskæring ikke er noget meget stort problem i Sydafrika. Ifølge internationale opgørelser, så er Sydafrika ikke registreret som et sted hvor kvindelig omskæring finder sted for nogen betydelig procentdel af befolkningen. I lande som Sudan og Somalia er det jo 80% måske eller mere af kvinderne som bliver omskåret. I Sydafrika er det formodentlig under et par procent, men ingen ved det med sikkerhed.

Mandlig omskæring er der derimod en vis tradition for i Sydafrika. Årligt omskæres mindst 30.000 drenge i Sydafrika i forbindelse med manddomsritualer. Og hvert år dør formentlig flere hundrede unge drenge som følge af omskæringsritualer på grund af dårlig hygiejne under operationen. Der stadigt er en del, der ser det som vigtigt ved overgangen fra ungdom til manddom. Det finder sted både i landområderne og i townships. Det betragtes som et nødvendigt manddomsritual bl.a. hos Xhosa-stammen som Nelson Mandela tilhørte. Mandela beskrev selv i sin erindringsbog, Vejen til frihed, smerten ved indgrebet som ”en ild, der skød gennem mine årer”. Men det er jo ikke blevet set som noget stort problem Indtil for nylig og på verdensplan er det jo næsten hver tredje mand, der er omskåret.

På trods af stor usikkerhed og mørketal, så er der næppe tvivl om, at der finder kvindelig omskæring sted i et vist omfang i dele af kwazulu-Natal, Western Cape, Mpumalanga, dele af Eastern Cape, i Northern Province i Sydafrika, og uden for selve Sydafrika i Lesotho og i Swaziland. F.eks. blandt vendaerne i Limpopo-provinsen nær ved grænsen til Zimbabwe i det tidligere homeland Venda praktiseres Female Genital Mutilation (FGM) et vist omfang. Pigerne bliver anbragt i en hytte til formålet en såkaldt “nonyana” i 24 timer, hvorefter de bliver taget ned til flodbredden, hvor en ældre kvinde udfører indgrebet. Til sidst bliver pigen brændemærket på låret som tegn på, at hun har gennemgået ritualet. Blandt vendaerne praktiseres også en anden form for kvindelig omskæring. Otte uger eller mindre efter at hun har født, gennemgår en venda-kvinde en traditionel ceremoni kaldet muthuso. Muthuso er en proces hvor en traditionel healer skærer noget af moderens vaginale dele. Den afskårne del blandes med krudt og olie og påføres på barnets hoved for at forhindre en formodentligt indbildt sygdom hos barnet kaldet ”goni”, angiveligt en hævelse på bagsiden af et barns hoved.

Kvindelig omskæring i Lesotho er ikke noget udbredt fællestræk, men findes også blandt “born-again” kristne og nogle katolikker og nyligt introducerede til kristendommen. Den religiøse begrundelse er at kontrollere kvinders seksuelle lyst. Åbenlyst dobbeltmoralsk, fordi de samme begrænsninger af seksualitet ikke eksisterer for mænd. I Lesotho er der et udtryk for en uomskåret pige, ”lethisa” hvilket betyder noget i retning af ”de ikke-gode”. Nogle landsbyer i Lesotho udøver en form for klitoridektomi. Selvom den lokale leder oftest forbyder kvindelige omskæringer i landsbyen, vil en del gennemføre det i det skjulte.

Men den største del af kvindelig omskæring i Sydafrika finder formodentlig et sted blandt migranter. Der er jo adskillige millioner indvandrere fra andre dele af Afrika som præger områder i Sydafrika. Blandt andet kommer nogle fra Sydsudan og blandt dem er kvindelig omskæring formentlig ret udbredt. Der findes forskellige former for kvindelig omskæring og så vidt jeg har forstået, så er det den mildeste form med det mindste indgreb der er den mest almindelige blandt sydafrikanere.

Myten er at det afhjælper barnløshed. Det skal også bremse sex før ægteskabet og dermed forbedre chancerne for at finde en god partner, men det er næppe den vigtigste grund i Sydafrika. I Sydafrika bliver indgrebet oftest udført på skolepiger, mens det i andre afrikanske lande har andre former, for eksempel kan det ske kort efter fødslen eller det kan ske for moderen kort efter at hun har født.

Der er næppe tvivl om, at der er et ret omfattende marked i Sydafrika for traditionel medicin og healing. Ikke bare ude på landet, men også i townshipområderne. Jeg har selv besøgt townships, hvor man f.eks. solgte dele af bavianskeletter som traditionel medicin. Hvad der bliver solgt under disken er det jo umuligt at sige noget præcist om. Visse steder har traditionelle healere stadig en prestigefyldt position i nogens øjne.

F.eks. i 2011 blev der er offentliggjort politirapporter om en kriminalitetsform kaldet “muti murders”, altså rituelle drab, hvor mennesker bliver dræbt, for at man kan sælge deres kropsdele. Nogle mennesker tror stadig på, at det har en overnaturlig, helende virkning. En politioberst, Leonard Hlathi, afslørede blandt andet at kropsdele blev solgt fra hospitaler, så de behøver altså ikke nødvendigvis at komme fra folk, der er blevet myrdet eller lemlæstet, men politiet finder også med jævne mellemrum myrdede personer, som har fået fjernet kropsdele.

Det er ikke noget som pressen i det moderne Sydafrika føler særlig meget trang til at skrive om, men politiet oplyste, at der alene i 2001 blev beslaglagt menneskelige kropsdele i over 2.500 tilfælde.

Hvorfor finder det sted? For det første, er der altså nogen, der tjener penge på handlen og i et samfund, hvor halvdelen af befolkningen lever i dyb fattigdom, der må man jo klare sig som man bedst kan. Traditionelle ledere, og politikere der bruger dem, kan desuden have en mulighed for at bevare deres magtbase ved at fastholde sådanne ritualer. Under apartheid blev mange irrationelle, etniske traditioner faktisk opmuntret for at svække enheden i den moderne, nationale apartheid modstand. Desværre føler mange fattige sorte, at de er sat udenfor udviklingen også i det moderne Sydafrika, og Jeg vil faktisk ikke udelukke at lokale myndigheder i det nye Sydafrika kunne have interesse i at opmuntre etnisk adfærd for at undgå en mere politisk bevidst oppositionel organisering. Altså fordi de foretrækker traditionel og religiøs mobilisering fremfor politisk.

Sidste år udtalte præsidenten for South African Traditional Healer’s Association, at de traditionelle healere burde stoppe med at bruge kropsdele. Som han sagde det: “Vi er kaldede til at helbrede folk ikke til at dæbe dem”. Og som han i øvrigt også sagde: ”Vi må holde op med at fortælle vores patienter, at de kun kan blive helbredt, hvis de har sex med os”. Han opfordrede også de traditionelle helbredere til at holde op med at tilbyde muti til kriminelle, fordi det skulle kunne hjælpe dem ud af fængslet eller hjælpe dem til at få held med nye forbrydelser.

Det nye Sydafrika har altså stadig mørke sider, og lige som tilfældet var i sin tid med AIDS problemet, så er regeringen ikke er meget for at se problemet i øjnene. Der er tale om en ekstrem form for diskrimination af kvinder og den sydafrikanske forfatning nævner jo specifikt at landet skal være ikke-sexistisk.

Verdenssundhedsorganisationen WHO registrerer ikke Sydafrika som et land, hvor FGM praktiseres. I 2005 forelagde den sydafrikanske South African Girl Child Alliance (SAGCA) en rapport til parlamentets socialudvalg, der påstod at FGM ikke blev praktiseret i Sydafrika.

Paragraf 30 og 31 i den sydafrikanske forfatning fra 1996 giver ret til at praktisere oprindelige kulturer, men det skal ske i overensstemmelse med forfatningen. Forfatningens § 211 anerkender eksistensen af ​​traditionelle kulturinstitutioner, der dog skal overholde forfatningen. Sydafrika Har vedtaget subsidiær lovgivning for at imødegå FGM. Lov om fremme af ligebehandling og forebyggelse af ulovlig diskrimination (Equality Act) bekæmper diskrimination på grund af køn og kultur, herunder FGM. I henhold til § 12, stk. 2, litra a), forbyder Børneloven udtrykkeligt kønslig lemlæstelse eller omskæring af pigebørn, mens ligestillingsloven kun mere uklart forbyder forskelsbehandling på grundlag af FGM. Den sydafrikanske regering har taget visse initiativer til bekæmpelse af FGM, f.eks. forsknings-workshops i samarbejde med de offentlige myndigheder inden for sundhed, kultur og uddannelse. Der er ingen anerkendelse fra regeringen af, at FGM findes i Sydafrika. De fleste oplysninger omkring FGM i Sydafrika er baseret på forskning fra enkeltpersoner eller internationale organisationer.

 

Stor interesse for begrænsede bistandsmidler

Midt i maj deltog jeg som uafhængig konsulent i Udenrigsministeriets møde om Danidas nye opkommende erhvervsfacilitet: Market Development Partnerships. Der var trængsel ved truget og mange havde ikke fået adgang til mødet. Det meste af barmhjertigheds-kleresiet var dog til stede; alle de store NGO’er/bistandsadministratorer, CBS, Arkitektskolen, Arla, Grundfos m.fl. Det bliver en ordning, der i endnu højere grad end før bliver til fordel for større danske virksomheder. Markedsudvikling og investeringsmuligheder er eksplicit i centrum, men med arbejdspladsskabelse som et tyndt alibi. Der er dog visse muligheder for NGO’erne i ordningen, idet støtten kanaliseres gennem dem for at skabe en administrativ armslængde mellem udenrigsministeriet og erhvervslivet. Eller sagt på en anden måde: Først blev NGO’erne professionaliseret (læs orienteret mod karriereskabelse og udenrigsministeriel afhængighed) og nu skal de så bindes fast sammen med de enkelte store virksomheder. Der bliver, til forskel fra hidtidige Danidaprogrammer,  åbnet for støtte overfor lande med indkomst op til 4100 dollars, dvs. middelindkomstlande, der har råd til danske varer. Som Udenrigsministeriets mand frimodigt sagde i sin gennemgang: “Al udvikling har jo nogle tabere på den korte bane”.  Ordningen bliver officielt offentliggjort på Folkemødet sammen med Danidas nye samlede bistandsstrategi. Det typiske project bliver på 5-6 millioner, så kun ca. 6-7 kan uddeles i alt. Der er 25% egenfinansiering og ingen hjælp til matchmaking. Stor ståhej for meget lidt.

Frimarkedsøkonomi medfører sult

Frimarkedseksportøkonomi medfører sult i Sydafrika. Jeg har kigget lidt nærmere på den sociale baggrund for de seneste dages Zuma Must Fall protester, hvilket også har resulteret i et læserbrev. At følge vestlige forventninger om en eksportorienteret økonomi, der tilfredsstiller omverdenens forventninger om billige forbrugsvarer, kan have utilsigtede virkninger for tredjeverdenslande med stor indre ulighed. Den konstante nedskrivning af den sydafrikanske valutas værdi har sikret vækst i nogle af landets eksportvirksomheder, men til gengæld bliver importen dyrere og eftersom Sydafrika siden 1997 er nettoimportør af hvede, stiger prisen på brød til skade for de 53,8 procent af befolkningen, der lever under fattigdomsgrænsen. Det kræver nu mindst 26,70 rand (11,50 DDK) om dagen at kunne indtage 2100 kilokalorier. De eksportindtægter, der kommer ud af storfarmernes fravalg af brødkorn (eller eksport af det), omfordeles utilstrækkeligt og fattige sorte har stadig uhyre svært ved at erhverve egen jord. Fire private konglomerater kontrollerer 98 procent af mel-brød værdikæden for hvede, samt en stor del af detailsalget. Bl.a. derfor sulter op imod en fjerdedel af befolkningen regelmæssigt og Danmark støtter ikke længere bistandsprojekter i landet, fordi Sydafrika er rubriceret som middelindkomstland. Måske er der brug for en genoplivning af antiapartheidbevægelsens politiske solidaritet med kræfter i og uden for ANC, som holder frihedskampens idealer i hævd.

Kilder: Stats SA, NAMC, Oxfam, World Bank, World-Grain, index mundi, health24. Foto: connect.citizen.co.za.

Students gather outside Luthuli House, 22 October 2015, in the Johannesburg CBD, during the #FeesMustFall national protest. Students gathered outside the ruling party’s offices where they handed over a memorandum of grievances. Picture: Alaister Russell

Nobelprisen til bistandsmodstander.

For nylig var jeg involveret i en diskussion på Facebook i anledning af, at nobelprisen gik til Angus Deaton. Nedenstående er klip fra mine indlæg.

Det er nok naivt at forestille sig, at Nobelkomiteen skulle begynde at forholde sig mere kritisk til vestlig civilisation, selv om der kom en ny pris i samfundsvidenskab.

Det kan være svært for udenforstående at bedømme om økonomer er mere arrogante end filosofisk-ideologiske sociologer. Problemet med økonomer er måske, at de beskæftiger sig mere direkte med ressourceallokering, grundlaget for ethvert samfund, og deres skadevirkninger på fattigfolk, forekommer derfor mere direkte. Økonomi er overvejende et redskabsfag og deres ansættelsesforventninger gør nok økonomerne mere konforme end sociologer. En ting, der bestandigt forundrer mig, er deres søgen efter specifikke udløsere af finanskrisen, som om man kunne forhindre den næste cykliske krise, som jo tværtimod vil blive værre, efter at den socialistiske verdensøkonomis konjunkturstabilisering ikke længere eksisterer.

Ok, Deaton er superintelligent og hans mikroøkonomiske analysemodeller er blevet brugt af mange udviklingsøkonomer, men han fravælger meta-studier, hvor et stort antal fattigdomsindikatorer har vist en tvivlsom sammenhæng mellem vækst og velfærd, hvis ikke væksten bliver ledsaget af social interessekamp. Selv hans mere aktuelle konklusioner i The Great Escape er modsigelsesfulde og overvejende skadelige i mine øjne. Han anerkender værdien af institutionsopbygning, men er samtidig modstander af ulandsbistand. Han postulerer, at brug af tekniske remedier såsom myggenet og medicin kan ses som adskilt fra det generelle udviklingsniveau. Han holder sig på lang afstand af alternative sociale systemer, som han afviser som social engineering, og han har intet blik for at nettoværdioverførslerne fortsat er større fra syd til nord end omvendt.

Personligt ser jeg ikke noget på forhånd fastlagt skel mellem hårde og bløde videnskaber, eller for den sags skyld almindelig sund fornuft. Økonomisk forskning kan altså sagtens være videnskabelig. Disputten om Deatons arbejde er en ganske almindelig ideologisk diskussion hen over højre-venstre skalaen. Det ville være fint, hvis deltagerne turde vedgå dette i stedet for at forsøge at udelukke nogen fra den videnskabelige debat. Kritikken af økonomiske analysers sociale virkninger er yderst relevant og i den forbindelse er Deaton ikke mit største idol.

Så vidt jeg kan læse i Deatons bog snyder han lidt på vægten her og der, dog uden at jeg vil karakterisere det som egentligt uvederhæftigt. Eksempel: Han “beviser” sammenhængen mellem økonomisk vækst og sundhed i en periode under den industrielle revolution ved hjælp af stigende skelethøjde i slutningen af perioden uden at gøre opmærksom på, at sammenligningsgrundlaget – begyndelsen af perioden – ifølge andre kendte undersøgelser udviser de laveste skelethøjder overhovedet – de mindste i menneskehedens nyere historie faktisk – selv om dette også var en periode med høj vækst under den begyndende industrialisering. Min hypotese vil være: De kedelige forhold under tidlig industrialiseringsvækst undergraver velfærd. Helbredseffekten kom først, da NGO’erne (datidens moderne arbejderbevægelse) blev organiseret. Han har et individualiseret syn på udviklingsstrategi, selv om han anerkender, at langt størstedelen af menneskehedens historie har været præget af kollektiv økonomi. Deatons stærke fokus på uddannelse kan man kun bifalde, men hvor skal midlerne komme fra uden bistand og uden fokus på den kollektive økonomi. Desuden fokuserer han helt enøjet på klassisk vestlig oplysningsfilosofi. En del af hans forudsætninger er direkte forkerte. Eksempel: Kina viser, at udviklingsbistand ikke er vigtig, fordi landet har udviklet sig, selv om det kun har fået lidt. Forkert. Kina fik en helt ufattelig stor bistand fra Sovjetunionen i en afgørende strukturopbygningsfase 1949 til 1961, men Deatons udblik er enøjet vestligt, derfor negligeres også betydningen af Kinas – og andre udviklingslandes – tidligere, selvstændige civilisatoriske historie.

Fremmedhad i Sydafrika.

I dag blev jeg kontaktet af Jonathan Tybjerg, journalist på Politiken for en kommentar til de seneste xenofobiske uroligheder i Sydafrika og jeg mailede ham nedenstående strøtanker.

Det er vigtigt for forståelsen at have apartheidhistorien i baghovedet. Situationen med spændinger mellem forskellige grupper af migrantarbejdere er ikke ny. Apartheid byggede jo fra begyndelsen på vandrearbejde. Ofte foretrak mineselskaberne i Sydafrika at ansætte kontraktarbejdere fra Lesotho, Rhodesia eller Mozambique – På den måde behøvede de ikke at bekymre sig om arbejdernes velbefindende imellem kontraktperioderne – familien langt væk i bantustanområderne eller hjemlandet var ansvarlig for sygepleje og alderdom, og samtidig kunne arbejdere fra forskellige områder bringes til at konkurrere og bekæmpe hinanden indbyrdes. Der var ofte uroligheder, men dengang kunne de oftest begrænses til compounds og andre afgrænsede boligområder.
Situationen viser vel at fremmedhad i sit grundlag ofte handler mere om sociale problemer end om racistiske fordomme. Det er deprimerende at se ANC-regeringen sætte militæret ind i de sorte slumområder, når alle ved, at problemets årsag ligger gemt i den sociale ulighed – i kampen om jobs og boliger. Der er måske blevet en lille kende mindre ulighed mellem sorte og hvide siden apartheidtiden, men den sociale polarisering er til gengæld steget blandt afrikanerne indbyrdes. Den solidaritet, der var blandt sorte under kampen mod apartheid, er blevet undermineret. Der er ingen tvivl om, at der er en meget udbredt utilfredshed i sær i KwaZulu-Natal og omkring Johannesburg over, at man skal dele Sydafrikas relative velstand med andre. Det er en simpel interessekamp om basale resurser.
Jeg mener jo nok, at Sydafrika har en moralsk gæld til de tidligere frontlinjestater. Efter deres egen befrielse og afkolonisering blev de jo brugt til baser og hovedkvarterer af ANC. Befrielsen af hele det sydlige Afrika var en integreret proces. Hundredetusinder døde under Sydafrikas krige mod nabolandene i apartheidstyrets sidste år. En måde at afdrage den gæld på kunne jo være fortsat at tilbyde arbejde og investeringer til nærområdet.
Man må så også sige, at Sydafrikanske firmaer har investeret heftigt i resten af Afrika i tiden efter apartheid og modreaktioner i andre afrikanske lande vil jo påvirke dem. Det kan blive meget ”bad for business”. Disse firmaer beskæftiger jo lige så mange sydafrikanere i udlandet, som de beskæftiger udenlandske arbejdere, og et firma som Sasol er allerede begyndt at trække sine sydafrikanske arbejdere hjem fra Mozambique grundet frygt for hævnangreb på disse. Den nigerianske regering har givet Sydafrika en tidsfrist til at stoppe volden, ellers vil det skade sydafrikanske mobiltelefonoperatørers virksomhed i Nigeria.
Situationen kan altså meget vel udvikle sig fra social konkurrence i Durban og JoBurg til at skade Sydafrikas udenrigsøkonomi og udenrigspolitik. Man kan kun håbe, at denne trussel vil få ANC-regeringen til at tage de sociale problemer alvorligt, efter at mere ”normale” sociale protester tilsyneladende ikke har gjort videre indtryk.
Se også: South Africa: Saying No to Xenophobia AfricaFocus Bulletin, April 22, 2015.

This blog is still in an early phase. I am looking forward to discuss Africa, history, and development.

Posts / blog contributions

Welcome to these pages. Start blogging!